Animas pelskampagne er historien
om David mod Goliath. Som vi alle ved vandt David kampen,
selvom oddsene ikke var i hans favør, og på
samme vis er Anima ved at vinde kampen for pelsdyrene
i Danmark på trods af, at Danmark er verdens største
pelsproducent.
Hvert år må
millioner af mink, ræve, chinchillaer og kaniner
lade livet for at blive til vinterens mode. Vi er et
land, hvor medlemmer af den kongelige familie overværer
pelsauktioner og tv-værter og kendte mennesker
ifører sig uden at blinke. Der har endog tidligere
siddet folk fra pelsindustrien i bestyrelsen for landets
største dyreværnsorganisationer.
Er man fast besluttet på at
gøre pelsdyrs avl til en del af fortiden kunne
man med andre ord næppe vælge et værre
sted at begynde sit arbejde. Da England som det første
land i verden forbød pelsfarme opererede 13 pelsavlere
i landet. Da Anima begyndte sin pelskampagne i Danmark
var der over 5000 aktive farme. I dag er tallet faldet
til omkring 2000.
Som et tophold i sportens verden
har Anima altid valgt at fokusere på vores egne
styrker, og ikke ladet os afskrække af en industri,
der er en kolos på lerfødder. Vi ved, at
når medfølende mennesker får information
om dyrenes vilkår, så ønsker de ikke
at støtte industrien, og derfor går vi
i offensiven og skaber strategiske resultater her og
nu, der samtidig underbygger vores endelig mål
om at gøre pelsindustrien til et levn fra fortiden.
2000
Animas pelskampagne startede med en stor undersøgelse
af den omfattende handel med hunde- og kattepels i Danmark.
Vi kortlagde handlen, hvilket bl.a. viste at store firmaer
som Illums havde haft kattepels i deres udstilling,
og at en gros forhandlere som Skindhuset
havde flere tusinde skind fra mishandlede hunde og katte
på deres lager.
Vores første kampagne blev
netop en kampagne for at stoppe denne hovedforhandler
af hunde- og kattepels. Med regelmæssig oplysning
ved butikken, protester og medieopmærksomhed var
vi godt på vej til at vinde vores kampagne og
hjælpe tusinder af hunde og katte med at redde
deres skind.
2001
For første gang startede Anima en kampagne for
at hjælpe de mange andre dyr i pelsindustrien.
Et stort fokus på hunde- og kattepels medvirkede
til at mange fik øjnene op for, hvilke problemer,
der var for mange andre dyr, der ender som kraver og
kanter. Animas pelskampagne har altid fokuseret på
modeforretninger, fordi de sælger så store
mængder tøj, at hvis en enkelt kæde
har en frakke med en pelskant i sin kollektion vil dette
sikkert betyde, at de sælger mere pels end en
ren pelsforretning. Samtidig er det ganske let for disse
kæder at fjerne pels, fordi det kun udgør
en lille del af deres forretning, og måske aldrig
har tænkt over, hvad pelssalg betyder for dyrene.
Vi gik spændte i gang med arbejdet, der skulle
blive et hovedfokus for Anima i de kommende år.
Vores første kampagner rettede
sig bl.a. mod Nørgaard på Strøget
og kæden Nice Girl. Efter lang
tids arbejde lykkedes det at få en aftale i stand
med butikkerne om ikke at indkøbe pels. Kampagnen
bekræftede det vi hele tiden havde troet; når
forbrugere bliver konfronteret med konsekvenserne af
deres handlinger og dermed får mulighed for at
træffe en reel beslutning om hvad de vil have
på.
Forbrugervalg starter med forbrugeroplysning,
og ingen i Danmark har lyst til at støtte dyremishandling.
2002
Animas effektive kampagne for at stoppe salg af pels
i modeforretninger fortsatte ufortrødent og stadig
med fremragende resultater.
B-Young sælger
tøj i over 200 forretninger, og har desværre
valgt at bruge pels i deres kollektioner. Efter forgæves
at have søgt dialog koordinerer Anima en kampagne,
der fungerer over hele Norden. En kæk kanin fortæller
B-Young at de skal B-Kind og budskabet går lige
ind hos de kunder, der for første gang får
mulighed for at kigge bag firmaets pelskrager, og ser
hvordan kaniner i Østen lever under kummerlige
forhold
B-Youngs ledelse kan heldigvis også
se problemet og erklærer, at der i fremtidige
kollektioner ikke vil være ægte pels.
Inspireret af succesen med den store kampagne for et
pelsfrit B-Young arbejdes der videre med at få
forskellige kæder til at droppe pelsen. Et par
af de steder, hvor arbejdet bærer frugt i 2002
er hos kæderne D&A, Golddigger
og Orsay. Anima vokser i denne periode
meget, og for første gang begynder lokalgrupper
at arrangere selvstændige kampagner, som da Anima
Odense overtaler netop Orsay til at fjerne alt pels
efter et par succesfulde protester.
Danmarks største modefirma
Bestseller, der alene er større en sine to nærmeste
konkurrenter tilsammen vælger en pelsfri politik.
Dette dækker bl.a. mærkerne Vero
Moda, ONLY, Jack &
Jones og VILA. Inden har Anima
bl.a. haft protester ved firmaets butikker i Odense
og København. Politiken dækker over tusinder
af butikker over hele verden.
2003
D 1. oktober lykkedes det som var startet 3 år
forinden. Et lovmæssigt forbud mod import og handel
med hunde- og kattepels blev indført. Dette stoppede
dog ikke nødvendigvis salget, da pelsene ofte
sælges under falske navne. Kampagnen er derfor
i dag en integreret del af vores bestræbelser
på at gøre moden pelsfri generelt.
2003 var også året,
hvor England som det første land i Europa indførte
en lov, som forbyder at drive pelsfarme, fordi befolkningen
finder det uetisk. For første gang udtaler et
af EU's og verdens førende lande, hvad dyrevenner
i årtier har hævdet. At opdrætte dyr
for værdien af deres pels er uetisk og bør
forbydes.
Over hele Europa arbejder andre
dyreværnsgrupper for de samme mål som Anima.
Dette år stod vi sammen om en række kampagner,
der betød en fantastisk forskel for pelsdyr over
hele verden, og en positiv forandring hos en række
af verdens største firmaer.
Årets store kampagne rettede
sig mod IC Companys, der med en omsætning
på over 3 milliarder kr. er en sværvægter
i den danske modeindustri. Efter langstrakte forhandlinger
arrangerer Anima en international aktionsdag, som skal
gøre IC Companys kunder opmærksomme på,
hvilke konsekvenser det har, at firmaet vælger
at bruge ægte pels.
Protesterne falder sammen med firmaets
generalforsamling, hvor dyrevenlige aktionærer
havde stillet forlag om indførsel af en pelsfri
politik. Der bliver dog ingen afstemning om punktet,
da bestyrelsen inden punktet skal debatteres erklærer,
at de støtter denne politik. Med et trylleslag
viser forbrugernes magt igen, at det er muligt at få
selv store virksomheder til at lytte, hvis man har fornuft
og argumenter på sin side. IC Companys omsætter
hvert år for over 3 milliarder kroner. Virksomheden
beregnede selv, at de bruge pels i ca. 130.000 stykker
tøj årligt, hvilket vil sige, at mere end
250.000 dyr hvert år redder skindet på baggrund
af denne kampagne.
Kampagnens hjemmeside: www.iccruelty.com
findes stadig som et mindesmærke over dette fantastiske
fremskridt. IC Companys står bl.a. bag mærker
som. Tiger of Sweden, By Malene
Birger, InWear og Peak
Performance.
2004
Dette blev året, hvor det store internationale
netværk af dyrevenner, som arbejder for pelsdyrene
begyndte at samarbejde for at sætte spot på
en af den internationale modes absolutte mastodonter.
Nogle firmaer som H&M har selv
valgt ikke at sælge pels, mens andre skulle have
lidt hjælp på vejen.
Zara driver over 2000 butikker over hele verden.
I dag er de alle pelsfri. og beviser, at stilfuld mode
og dyremishandling ikke behøver at hænge
sammen. I 2003 deltog Anima i en international kampagne
for at stoppe firmaets omfattende salg af pels. Med
budskabet ”Shoppe hos Zara?” og billeder
fra almindelige pelsfarme tænkte mange sig om
en ekstra gang inden de faktisk handlede i butikken.
Efter 9 måneden koordineret indsats meddelte firmaet
netop inden en international aktionsdag, at man for
fremtiden ville hold en pelsfri politik. Dette gælder
hele Inditexkoncernen og dermed også
mærker som Massimo Dutti.
Mango som er Zaras
lillesøster i Spansk mode var heller ikke sene
til at følge denne politik og pludselig var en
dynamisk duo dannet.
Året ud valgte virksomhed
på virksomhed at meddele os, at de havde stoppet
deres salg af ægte pels. Oftest i sammenhæng
med at have hørt fra oprørte kunder. En
række eksempler fra dette år var:
Message fik beskeden
Vi har d. 15.03.04 modtaget følgende mail fra
Message, der er blevet flyttet til
listen over pelsfri butikker. En stor tak til alle der
har kontaktet Message.:
"Jeg har forespurgt hos
vores indkøbsansvarlige og de siger at vi har
valgt ikke at købe produkter at ægte pels,
og at vi altid spørger vore leverandører
om hvorvidt varen er med imiteret pels eller ægte
pels.
Jeg kan derfor meddele at vi
i Message ikke handler med ægte pels...."
Tippy støtter
dyrene!
Vi har d. 16.09.04 modtaget følgende mail fra
den store danske kæde Tippy, der også har
butikker i Sverige:
"I henhold til telefon
samtale med Deres kontor, bekræfter vi hermed,
at vi IKKE handler med pelse, eller lignende produkter
i Tippy A/s.
Med venlig hilsen
Leif Bach
Direktør Tippy A/s"
Langsomt med sikkert tog vi flere
skridt på den kurs, som vi havde udstukket. En
kurs der viste sig at gøre en stor forskel med
det samme.
2005 REDGREEN Group der udover deres maritime
kollektioner driver tøjmærkerne
Imitz og Choise. Alle mærker
havde udmærket sig uheldigt ved at bruge pels
fra alt fra kaniner til vaskebjørne og ræve.
Hvor pelsen stammede fra var umuligt at se i deres tøj,
og firmaet indikerede selv, at de brugte så billig
pels (hvilket sikkert ikke betød bedre velfærd
for dyrene), at de ikke havde råd til at skifte
til en flot imiteret pels.
Der så til en start ikke ud
til at være nogen løsning på konflikten,
hvorfor vi forsøgte at appellere til kædens
kunder, for at bede dem overtale firmaet. Informationen
gjorde forskellen og ved en enkelt protest i Esbjerg
fjernede en Imitz-forretning spontant alt deres pels,
da de var forfærdede over, hvordan pelsdyrene
bliver behandlet. Endnu engang blev det slået
fast, at der ikke var langt fra information til reaktion
hos mennesker, der har hjertet på rette sted.
Dette viste sig også at række til designere
og ledelse hos firmaet.
Efter længere tid på
den sorte liste tog REDGREEN group et et flot skridt
for dyrene. Længere dialog overbeviste firmaet
om det forkerte i at anvende ægte pels, og Anima
modtog d. 07.10.05 nedenstående e-mail fra firmaets
direktør Henrik Skovsby til Animas formand Joh
Vinding:
"Vedr. fremtiden kan jeg oplyse dig om, at
vi har modtaget dit materiale vedr. brug af kunstpelse.
Dette materiale er håndteret af vores produktions-
og design afdeling på Imitz. Således vil
vi på de næste sæsoner ikke have pelsprodukter
med."
Lene - V dropper pelsen - datterselskab
tøver
Efter moden overvejelse har Lene - V, som ejes af den
norske kæde Conseptor besluttet
at indføre en pelsfri politik. Kædens direktør
Stein Lande står selv bag denne fremsynede politik.
Resten af Lene- V teamet står også bag politikken,
hvilket bekræftes af nedenstående mail fra
firmaets danske ledelse.
"Kære Joh Vinding,
Lene V Danmark er en del af
Conseptor koncernen og vi bakker selvfølgelig
op omkring den pelsfrie politik, der er iværksat
af vores Direktør Stein Lande.
Med venlig hilsen
Michael Bergmann
Lene V Danmark A/S"
Dyrevenner kan nu atter færdes
trygt i Lene-Vs butikker uden pludselig at stå
ansigt til ansigt med et mishandlet dyr.
Anima testede hvad der var blevet solgt som en hundepelsfrakke
gennem auktionshuset .
Den sidste gode nyhed i 2005 kom fra en række
svenske firmaer, der alle opererer i Danmark.
Gant er en gigant i svensk mode og
sælges på verdensplan i over 4000 butikker.
Mærket der startede i USA, men senere er kommet
på svenske hænder er ligeledes repræsenteret
ved mere end 200 egne butikker på fine adresser
i Europas store shoppinggader.
Desværre har firmaet gennem længere tid
solgt forskellige pelsprodukter fra kaniner til prærieulve.
Efter at have fået grundig information om pelsindustrien
greb firmaet i egen barm. Fra 2007 vil Gant være
pelsfri, mens de allerede i 2006 vil have langt mindre
pels på hylderne end i den forgangne vinter.
Samtidig valgte både SVEA
og Boomerang at gå samme vej.
Svensk mode er i dag næsten helt uden kæder
eller butikker, der sælger pels, hvilket smitter
positivt af på Danmark. Det er altid positivt,
når virksomheder tager deres etiske ansvar alvorligt.
Beslutningen som disse kæder har taget går
i den helt rigtige retning, og foruden at lytte til
sine kunder og offentligheden, så har de reddet
tusinder af dyrs liv.
Vinden blæser i vores retning
og de kommende år vil uden tvivl betyde mere succes.
Men fremskridt vil altid blive skabe på en baggrund
af hårdt arbejde. Hvis du har læst på
denne side og føler der bør ske forandring
til fordel for dyrene, så er Animas kampagnehistorie
et bevis på at vilje og fakta er nok til at gøre
en forskel. Du kan læse mere i vores aktivistsektion,
om hvordan du kan gøre en forskel. Det kræver
ikke andre forudsætninger end en god indstilling
og en stålsat vilje.
Selvom vi har lagt godt fra land,
er der stadig mange udfordringer tilbage, som vi i fællesskab
bliver nødt til at løfte for at stoppe
den mishandling, som dyrene hver dag bliver udsat for
af en industri, der ikke vil blive stoppet af andre
end medfølende mennesker, som dig! Læs
mere om muligheder for at gøre en forskel her.
2006 Munthe plus Simonsen vælger efter
en længere kampagne at blive pelsfri. Kampagnen
var et samarbejde mellem Anima og svenske Djurrättsalliancen.
Få firmaer er så højt profileret
som Munthe plus Simonsen, så det varmede vores
hjerter at opleve den utroligt store støtte vores
kampagne mødte fra de mange modebevidste shoppere,
som henvendte sig til firmaet og bad dem
Den. 15. marts modtog vi således
denne mail fra markering director, Henrik Fjordbak:
"Med virkning fra efterårs kollektionen
2007 er munthe plus simonsens pelspolitik; at vi ikke
ønsker at benytte pels fra vilddyr (Ræv,
Mink, Coyote m.fl.). Det vil derfor fra forår
07 ikke længere være muligt at finde disse
produkter i vores butikker. Dette er ligeledes gældende
for produkter som vi producerer og videresælger
til andre butikker."