De fleste som forsøger at forsvare pelsdyravl
peger på, at mennesket har en særlig plads i naturen,
der gør at vi er hævet over dyrene og kan tillade
os at bruge dem til, hvad vi har lyst til. Mennesket betragtes
således som øverst i et naturligt hierarki. Det
er åbenlyst, at de fleste mennesker har højere
mentale evner end de fleste dyr. Men er det så ensbetydende
med at vi har retten til at udnytte dyrene?
I et uciviliseret samfund gælder den stærkes ret,
men det er ikke et sådant samfund, vi ønsker at
leve i. Vi ønsker ikke at frygte for andres vold og aggression,
fordi de vil stjæle vores penge eller opnå andre
fordele fra os, og vi mener ikke at børn er deres forældres
ejendom. Mens ideologier som fascisme hylder princippet om at
magt giver ret, så beskytter et demokratisk samfund de
der ikke kan beskytte sig selv. På samme vis forpligter
menneskers store magt og indflydelse os til at tage vare på
og beskytte dyr være gode formyndere for dyrenes interesser.
Og dyrene har ingen interesse i at leve utilfredsstillede liv
i minimale trådbure for at sikre pelsfarmere profit. Denne
form for grov udnyttelse kan ikke undskyldes med det argument,
at mennesker har magt over dyrene.
Et lignende argument hævder, at
mennesker altid har brugt dyr, og at denne udnyttelse
derfor er naturlig. Men hvad betyder naturlig? Er naturligt
det vi altid har gjort uanset om det er godt eller ondt?
Eller er naturligt det, som vi ikke kan lade være
med, altså er tvunget til i vores adfærd,
som at spise og sove?
